søndag den 6. oktober 2013

OKTOBER, Haven


Så er det tid til at sætte hvidløg

Hvidløg kan plantes fra nu af. Hvidløg har brug for en temperatur under 10 grader den første måned af feddets vækst, for at hvidløgsfedet kan starte omdannelsen til hvidløg. Hvis feddet ikke oplever denne kolde periode, får man kun et meget stort fed, som mere ligner et forårsløg. Disse hvidløg kaldes baby hvidløg og har en meget mild og lækker smag. Derfor planter jeg også hvidløg i det sene forår, som kan høstes i efteråret.

Sådan planter du hvidløg
Hvidløgene deles i fed og plantes med den spidse ende opad i ca. 7 cm dybde. Jorden skal være gennemarbejdet og fri for ukrudt. På friland plantes feddene med 10-12 cms afstand og min. 50 cm mellem rækkerne. Ved plantning i krukker og altankasser sættes feddene med 5 cms afstand. I maj udtyndes hvert andet hvidløg, det kan gøres løbende. Husk at anvende de fjernede hvidløg.

I det tidlige forår vil hvidløgsspirene vise sig. Hold planterne fri for ukrudt. Fra maj måned kan man begynde at høste hvidløgene som snitløg, og i juni begynder løgene for alvor at svulme op, og i juli er de høstklar, når bladene begynder at gulne og enkelte planter begynder at vælte.  Tør løgene på et godt ventileret sted i 3-4 uger. Opbevares tørt.

Der findes mange forskellige hvidløg, jeg har bestilt mine på hjemmesiden www.hvidlog-vin.dk.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar