fredag den 29. november 2013

NOVEMBER, Køkkenet

Man kan virkelig smage forskellen mellem hjemmelavede og købte syltede appelsinskræller! 
Her ser du appelsinskræller i sukkerlagen
Det skal du bruge
  • appelsiner
  • vand
Sukkerlage til 1/2 kg appelsinskræl
  • 3 dl vand
  • 8 dl melis
  • saften af en lime
  • 6-10 stjerneanis

Sådan gør du
skræl appelsinerne og forsøg at få en hel skal ud af hver appelsin. Læg skrællerne i koldt vand i 2 dage. Skift vandet af og til. Kog friskt vand op i en kasserolle og læg skallerne deri. Vær sikker på, at skrællerne er helt dækket af vand, og kog dem til de er bløde.

Læg skrællerne i en si og lad dem køle af. Nu er det let at fjerne alt det hvide med en kniv. Skær skrællerne i tynde strimler. Du skal ende med at have 500 g renset og strimlet appelsinskræl.

Bland ingredienserne til sukkerlagen. Kog lagen op og tilsæt appelsinskallerne. 
Sænk varmen og lad det simre til skrællerne er gennemsigtige. Det tager cirka en time. De sidste 10 minutter lægges stjerneanisen i. (Mængden af stjerneanis afhænger af hvor stærk en smag du ønsker).

Tag igen skrællerne og si dem. Fordel appelsinskrællerne og stjerneanissen i det antal glas, du vil bruge (f.eks. i 4 små rengjorte syltetøjsglas). Si sukkerlagen og hæld den over og sæt tætsiddende låg på.

Jeg anvender appelsinskallerne til brune kager (strimlerne hakkes meget meget fint), i marmorkager, og til is-dessert. 

Og en rigtig god julekonfekt med appelsinskræl kan du læse om på bloggen den 11/12.



Ingen kommentarer:

Send en kommentar